Lille Guds barn, hvad skader dig?
Grundtvigs salme til 15. søndag efter trinitatis (DDS 41) er som en børnesang. Allerede tiltalen i førstelinjen leder, af indlysende grunde, tanken i den retning. Det samme gør den vuggende melodi, omkvædet og den ligefremme gengivelse af Matthæus’ evangelium om himlens fugle og liljerne på marken.
”Søg først Guds rige”, hedder det dér. Og det gør salmen ved at begynde med et ”Gud ske lov” – Gud være lovet – for livet som barn i hans rige og varetægt (vers 1).
”Lille Guds barn, hvad skader dig?
Tænk på din Fader i Himmerig!
Han er så rig, han er så god,
ingen kan stå hans magt imod.
O, Gud ske lov!”
Vers to skildrer ubekymretheden, som hører til dette liv. Sagt med versets ordspil, så kan det vel ikke være meningen, at den, der ”hører hjemme” hos Gud, må ”fare vild” i bekymringer om de daglige fornødenheder. Så følger, ligesom hos Matthæus, de to billeder på ubekymretheden: fuglen (vers 3-4) og liljerne (vers 5-6). Og vers seks gentager evangeliets: ”Er I ikke langt mere værd end de?”:
”Blomst kommer op, og blomst går ud,
hvad er vel den for Himlens Gud
noget at regne mod de små,
som for hans åsyn evig stå!
O, Gud ske lov!”
Vers syv taler om at have tillid til Gud, mens sidste vers opsummerer, at har du det, dvs. søger du først Guds rige, så skal du også nok få ”føden og klæden” i tilgift – og mere end det:
”Føden og klæden nok du får
af ham i morgen som i går.
Og når hans sol for dig går ned,
arver du al hans herlighed.
O, Gud ske lov!”
Salmen taler så enkelt og ligetil om ubekymrethed og om at være et Guds barn, i hans varetægt og under hans forsyn, at det næsten er oprørende. Hvordan kan man overhovedet tale på den måde? En mulig forklaring kunne være, hvad komponisten Thomas Laub et sted har sagt om salmesangen, nemlig at den er ’menighedens svar på evangeliets forkyndelse’. Og det passer vel ikke mindst på denne salme.
En eksamen, næste termin, verdens skæve gang…
Salmen taler om ikke at tilkende vores bekymringer større plads, end de fortjener. Man kan blive så bekymret over tingenes tilstand eller udvikling, at det kommer til at fylde det hele: en eksamen, næste termin, verdens skæve gang. Men hvis vi begynder med at ville have sikkerhed for de ting, der bekymrer os, før vi kan finde hvile (jf. vers 7), så når vi aldrig længere end til at bekymre os.
Hvad det derfor først og fremmest gælder om er at stole på Gud, at vide sig i hans varetægt, at turde give sig Gud i vold. Og det kan vi gøre i tillid til at Gud er god (vers 1). Bagefter kan vi give os i kast med alt det, kræver vores planlægning. Det er rækkefølgen.
Studenterpræst Stefan Lamhauge Hansen